Lige pension uanset køn
Ja, du læste rigtigt!
I Danmark indbetaler kvindelige læger præcis samme beløb til deres pensionssystem som deres mandlige kollegaer, men kvindelige læger indmeldt i Lægernes Pension og Bank før 1998 får ca. 10 % mindre udbetalt om året i pension. Begrundelsen er, at kvinder i gennemsnit lever længere end mænd, hvorfor de skal have udbetalt mindre pr år.
Lægernes Pension og Bank udbetaler mere pension til mænd end kvinder indmeldt før 1998 I 1998 blev de kønsopdelte pensionsordninger afskaffet ved EU-lov for netop at undgå kønsdiskrimination. Det fik Lægernes Pension & Bank til at ændre praksis - men kun for nye medlemmer. Det vil sige, at kvindelige læger indmeldt i Lægernes Pension og Bank før 1998 får en lavere årlig pension, selvom mænd og kvinder indbetaler det samme. Med andre ord får ældre mandlige læger mere udbetalt i pension om året end ældre kvindelige læger. Der er således tale om en forskelsbehandling, alene baseret på køn.
Dette har fået seks kvindelige overlæger til at klage til Ligebehandlingsnævnet. Vi i Danske Kvindelige Lægers Forening (KLF) støtter disse seks seje læger. De har gjort os opmærksomme på den ulighed og diskrimination, der desværre til stadighed eksisterer i Danmark, og vi ønsker med dette opslag at sætte fokus på den sag.
Lige pension uanset køn
Vi mener, at alle læger af alle køn, der har indbetalt samme beløb til pensionen skal have det samme udbetalt i pension. Vores pension skal ikke afhænge af vores køn!